-
Business-update: Lars Larsen-arvingers firma ramt af tocifret millionunderskud – igen
来源: BDK Finans / 24 10月 2024 10:46:46 America/New_York
Kære læser, velkommen til dagens Business-update. Vi kommer til at give dig et hurtigt koncentrat af det, som, vi har bidt mærke i, rører sig i erhvervslivet og økonomien. Først kan vi hurtigt nævne, at Novo Nordisk fra næste uge får en storkonkurrent på det danske marked, hvor medicinalgiganten Eli Lillys diabetes- og vægttabsmiddel lanceres. Og lad os ellers give os i kast med resten af dagens erhvervsnyheder fra nær og fjern: #1 - Lars Larsen-arvingers selskab får nyt millionunderskud: »Et udfordrende år at være global møbelhandler« Jysk-stiferen Lars Larsens arvinger, familien Brunsborg, var i 2023 Danmarks femterigeste familie. Derfor er de – heldigvis for dem – formentlig godt polstret til at håndtere den ærgerlige situation, der de seneste år har udspillet sig i Lars Larsen Groups sofavirksomhed, Sofacompany. Sofacompany taber nemlig for andet år i træk et tocifret millionbeløb på driften, skriver Børsen. I 2023/2024-regnskabet var der således et underskud på 41 millioner kroner, hvilket er en lille fremgang fra underskuddet året før, som lød på 73 millioner kroner. »Det har været endnu et udfordrende år at være global møbelhandler,« udtaler Sofacompanys topchef, Henrik Andersen, i en pressemeddelelse ifølge Børsen. Han henviser blandt andet til, at krigen i Ukraine fik følgeskab af krigen i Mellemøsten, der har presset containertransporten i Det Røde Hav og Suezkanalen. Jacob Brunsborg, der er Jysk-stifterens søn, er i dag bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, som i 2021 købte Sofacompany, der har 31 butikker i otte europæiske lande, heraf seks i Danmark. 2# - Antallet af skader stiger – og det gør bilforsikringer dyrere for danskerne Flere forsikringsselskaber har hævet priserne på bilforsikringer, efter udgifterne til erstatning er steget voldsomt. Det skyldes, at der bliver anmeldt markant flere skader, og at skaderne er blevet dyrere at udbedre, skriver Finans. »I 2019 anmeldte en kunde med en bilforsikring i Tryg en kaskoskade hvert syvende år, i dag bliver der i gennemsnit anmeldt en kaskoskade hvert sjette år. Det er en stigning på cirka 17 procent,« siger Mikkel Zimakoff, som er Trygs direktør for pris og kommerciel udvikling, til mediet. Frem til 2023 udbetalte forsikringsselskaberne omkring halvdelen af de forsikringspræmier, som kunderne indbetalte, men i 2023 voksede det tal til 63,1 procent. De stigende udbetalinger skyldes blandt andet dyrere reservedele samt dårligt vejr, og at bilisterne er blevet mere uopmærksomme, hvilket har forårsaget flere uheld. De seneste 20 år er antallet af takserede skader steget fra omkring 200.000 i 2004 til 340.000 alene i årets første ni måneder. Det viser tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension. 3# - Brancheorganisation vil genrejse minkerhvervet: Håber på et auktionshus Efter den ombruste tvangslukning af danske minkavlere i 2020 blev det sidste år igen lovligt at opdrætte og sælge dyr og skind. Nu kæmper branchen for at genrejse erhvervet og håber, at der kan etableres et »stolt dansk auktionshus«. Her skal de tilbageværende avlere kunne sælge skindene efter lukningen af Kopenhagen Fur, der står over for at blive overtaget af den danske stat ved ekspropriation. Det skriver AgriWatch, der har talt med formanden for Danske Mink, Louise Simonsen. »Vi ser helst, at salget foregår gennem et auktionshus både for at sikre en balance i prisen og have et mere gennemsigtigt salg under professionelle forhold,« siger hun og fortæller, at der i øjeblikket er seks aktive minkavlere i Danmark, som mærker stor efterspørgsel. Tre uundværlige fra Berlingske Business: A: Volvo afviser at skyde penge i konkurstruet batterigigant Svenske Northvolt har indtil videre reddet sig tid ved at have skaffet penge til blandt andet at udbetale løn til de ansatte i denne uge. De store ejere, heriblandt den danske pensionskasse ATP, er dog stadig tavse. Læs artiklen her. B: Danskerne elsker danske aktier. Men det har ikke været en fest de seneste uger De danske aktier kom ind i året med fuld fart. De seneste måneder har investorerne dog trukket håndbremsen, og C25-indekset er nu tilbage til, hvor det var i marts. Men hvorfor har det danske aktiemarked klaret sig så dårligt? Og hvad venter forude? Det kommer to eksperter med deres bud på. Læs artiklen her. C: Alle taler om, hvad statens kolde hænder laver. Nye tal bringer os tættere på svaret På bare ti år er antallet af administrative medarbejdere i den offentlige sektor vokset med 20.000 personer. En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening gør os klogere på deres funktioner. S-ordfører anerkender, at tallene udstiller et problem. Læs artiklen her. Tak for at læse med – og på gensyn! https://www.berlingske.dk/business/business-update-lars-larsen-arvingers-firma-ramt-af-tocifret